Politiken kronik: Bliver jeg en freak? 

Brystkræft rammer hver 9. kvinde i Danmark, og delvis eller hel fjernelse af brystet er en realitet for rigtig mange. Det er ikke nogen perifer sygdom, der rammer en lille del af befolkningen. Alligevel ser man stort set aldrig kvinder med et bryst eller uden bryster. Jeg ved hvorfor og håber på, at vi kan lave om på det.

Jeg vender endnu en side i plastikkirurgens portefølje. Hun er tydeligvis stolt af sit arbejde og med god grund. “Jeg er sikker på, at vi får et godt resultat med dig,“ forsikrer hun mig, imens jeg kigger på små bryster, mellem bryster, store bryster. Det er nemt at se, at de alle sammen er kunstige, men uden tvivl er det flot udført arbejde. Det gør bare ikke situationen mindre surrealistisk. Jeg får billeder af Nyegaards busreklamer frem for mit indre blik: ‘Nye bryster.” Dem jeg ser på billederne, ser meget anderledes ud. “Det kommer til at føles som et rigtigt bryst,” fortsætter hun. Jeg har læst på lektien; hun mener, hvordan det vil føles for andre, udenpå. Selve brystet vil være følelsesløst for mig. “Men vi bliver nødt til at operere det raske bryst også. For at sikre symmetri.”

Jeg sidder her, fordi lægerne på brystkirurgisk afdeling en uge tidligere har anbefalet mig at få fjernet mit venstre bryst og få en efterfølgende ‘rekonstruktion,’ som det hedder, i samme ombæring. Den første anbefaling er fremsat af helbredsmæssige grunde, den anden af psykologiske årsager. Det er svært at differentiere mellem de to, når man befinder sig i en choktilstand og skal tage hurtige beslutninger. Sygeplejersken havde allerede booket en tid hos plastikkirurgen, da jeg fik besked om at brystet burde fjernes. “Det er helt op til dig, men vi synes, det er en god ide at få rekonstrueret. Du kan bare tage derhen og høre, hvad de har at sige.” Jeg har fra starten spurgt, om man kan være sikker på, at det andet bryst er rask. Om det ikke også burde fjernes, nu man var i gang. Det blev afvist med begrundelsen, at der er større risiko for gener efter operationen, end der er risiko for kræft i det raske bryst. Men nu vil de altså operere mit raske bryst af kosmetiske årsager. Jeg tøver fra starten, men vil ikke udelukke nogen muligheder. Bliver jeg en freak, hvis jeg ikke har to bryster? Jeg har aldrig set nogen med kun ét bryst før. Min læges ord runger i hovedet. “I din alder er der jo mange år tilbage.“ Tilbage til hvad? At blive kigget på?

Jeg er på daværende tidspunkt diagnosticeret med forstadier til kræft, der har spredt sig i hele brystet, og den eneste mulighed er at fjerne det, inklusive brystvorten. Efter min operation viser der sig at være en lille kræfttumor, der ligger under brystvorten. Der er også spredning til en af mine lymfekirtler, og jeg bliver derfor tilbudt kemoterapi, som jeg nu har været i gang med siden starten af maj.

Når man kigger på statistik på området, kan man konstatere, at der er meget større risiko for komplikationer, når man får rekonstrueret brystet sammenlignet med at være flad efterfølgende. Det bliver bekræftet af både brystkirurgen og plastikkirurgen, og der bliver nævnt i omegnen af dobbelt så stor risiko for komplikationer. Hvis man ikke vil have rekonstrueret, er der stor sandsynlighed for, at man ikke behøver flere operationer efter brystet er fjernet, hvorimod der i min egen journal står følgende noteret af min plastikkirurg vedrørende rekonstruktion “Samlet varighed ved ukompliceret forløb 12 mdr.” Videre beskrives de komplikationer, der kan forventes: “Patienten informeres om evt. risici og komplikationer, herunder infektion, blødning, uskøn ardannelse, føleforstyrrelser og særligt implantatspecifikke komplikationer, dvs. periprostetisk infektion og evt. tab af implantat, væskeansamling, displacering, asymmetri, kapselskrumpning, smerter og evt. revisionsoperationer i fremtiden. Vi kan ikke genskabe et naturligt bryst eller opnå fuld symmetri uden anvendelse af BH.”

Jeg er godt klar over, at de operationer, hvor bryster bliver fjernet, har tilsvarende risici, men i det tilfælde er det en operation, der bliver udført for at fjerne noget, der er endnu farligere; den har en helbredsmæssig årsag. Fokus på rekonstruktionen ligger ene og alene i den fysiske repræsentation, på den udenforstående verdens perspektiv, hvilket kommer bag på nogen efterfølgende. Man bliver helt enkelt følelsesløs i det pågældende område. Man kan på ingen måde få sit bryst igen, det vil allerhøjst ligne udenpå, men aldrig føles på samme måde.

Jeg er ikke i tvivl om, at mange kvinder vil være utilfredse og kede af det, hvis de manglede et eller to bryster. Det samme gælder, hvis de mistede deres hår pga. eksempelvis kemoterapi. Men det interessante her er ikke, hvordan vi kan ‘fikse’ disse kvinder, men snarere at finde årsagen til, hvorfor de får det dårligt. I øjeblikket internaliserer vi problematikken. Som kvinde tilbydes man make-up kurser, “Hvordan styler du din paryk”-ditto og bliver tilbudt medicinsk unødvendig behandling, der drastisk øger risikoen for komplikationer, og som trækker sygdomsforløbet i langdrag. Det bliver kvindens ansvar, at hun har det godt. Men når man ser på realiteterne, ser denne tilgang ikke ud til at virke. På trods af mange forskellige tiltag lykkes det for de færreste at ligne sit gamle selv og mange lider af lavt selvværd, når de ikke kan leve op til normen.

Jeg endte med at vælge en “flad rekonstruktion”, men uden at have nogen som helst idé om, hvordan det ville blive. Der var ikke nogle billeder i kirurgens mappe på hospitalet, der viste kvinder, der havde fået fjernet brystet uden at få silikoneindlæg. Det bliver simpelthen ikke set som et æstetisk valg, kun som et alternativ, man nøjes med, og som man ikke går op i, hvordan bliver. Jeg havde mange tanker om, hvordan arret ville se ud, hvordan resultatet ville blive, men der blev ikke lagt op til at spørge mig, om jeg havde nogle præferencer, da jeg først sagde, at jeg ikke ville have silikone i kroppen. Så ophørte al dialog om udseende.

Da jeg først havde besluttet mig, var der ikke nogen, der satte spørgsmålstegn ved mit valg. Det blev respekteret fuldt ud, efterfulgt af kommentaren, at jeg jo altid kunne få det lavet senere. Dette har fulgt mig lige siden; hver gang jeg møder en ny læge eller sygeplejerske i systemet, så nævner de, om jeg har overvejet rekonstruktion senere, og hvis jeg afviser, siger de, at det behøver jeg jo ikke tage stilling til lige nu. De fleste opfatter mit valg som enten en traumatiseret reaktion på min sygdom, en art benægtelse, eller som forårsaget af, at jeg ikke vil opereres mere. Det er åbenbart utænkeligt, at jeg rent faktisk bare har det fint med, hvordan jeg ser ud med “kun” ét bryst.

Selvom mit valg om ikke at rekonstruere blev respekteret, var der alligevel en underliggende præmis om, at det manglende bryst ikke måtte være synligt. Ubevidst blev det noget at skamme sig over. Det bliver ikke sagt højt direkte, men noget af det første, der blev talt om, da operationen blev booket, var at jeg ville få en protese med hjem samme dag. Jeg afviste på det tidspunkt, men efter selve operationen blev jeg alligevel tilbud en. Det blev til sidst komisk, da jeg flere gange afviste at få en; hver gang der kom en ny sygeplejerske, måtte jeg starte forfra. Til sidst blev jeg slæbt med ind for at prøve protesen. Jeg afviste endnu engang, men resignerede efterhånden, og følte mig i den grad umyndiggjort, da jeg fik den i en pose i hånden på trods af, at jeg i et sidste forsøg præcis forinden havde sagt pænt nej tak endnu en gang.

På samme måde er jeg blevet mødt under kemoterapien. I informationspjecen omkring bivirkninger for behandlingen står der, at “kemoterapi medfører hårtab, og alle vil i en periode have brug for en paryk.” Der bliver igen antaget, at man ikke er tilfreds med sig selv, i dette tilfælde hvis man er skaldet. Der står mellem linjerne, at hårtab skal skjules. Langt hår og bryster er de to tydeligste ydre markører på en kvinde i vores samfund. Derfor er det ikke mærkeligt, at det går ud over selvtilliden for mange kvinder, når de mister hår og bryster. Men er løsningen at tilbyde dem kurser som “Look Good, Feel Good”,  hvor man af kursusbeskrivelsen kan læse, at “kliniske undersøgelser viser, at mange kvinder føler større velvære og får styrket selvtilliden, hvis de under deres sygdom får plejet deres udseende”? Det gør det sikkert, men det vil altid bare være symptombehandling. Det er tydeligt for mig, at den nuværende løsning, hvor man primært arbejder med kvindens ydre, har spillet fallit. Vi skal ikke pålægge kvinder at ændre sig, men i stedet ændre de forudsætninger, der gør dem ulykkelige. Vi skal gøre op med selve ideen om, at man kun kan være glad, hvis man opfylder normen.

Det er vigtigt for mig at pointere, at jeg kun har mødt fantastisk kompetente og venlige mennesker i sundhedsvæsenet under min behandling. Alle læger og sygeplejersker har behandlet mig med respekt og har kun ønsket det bedste for mig. Problemet, som jeg ser det, handler om de underliggende forestillinger om, hvordan patienten reagerer i en given situation. Forestillinger, som vi alle sammen har. Det er ud fra min erfaring enormt svært at blive hørt, hvis man ikke reagerer på den måde, som forventes, og der er ikke plads til andre reaktioner end den forventede. Det kommer helt sikkert af erfaring, måske ønsker de fleste en rekonstruktion før eller senere. Ved tvivl argumenteres automatisk for rekonstruktion og proteser fra sundhedspersonalet. Når man ikke ønsker dette, kræver det enormt meget energi at blive ved med at sige “nej, jeg er tilfreds med, hvordan jeg ser ud” om og om igen. Det får en til at stille spørgsmålstegn ved sig selv – måske tager jeg fejl, hvorfor skulle de ellers tvivle på mig? Måske kan man slet ikke være glad uden at få rekonstrueret?

Så længe ‘systemet’, som består af os alle sammen, bliver ved med at handle ud fra den “normale reaktion”, så bliver vi ved med at reproducere og i sidste ende forstærke den samme reaktion. Hvis vi vil sikre os, at de kvinder, der bliver ramt af hårtab eller skal have et bryst fjernet, får det bedre, så bliver vi nødt til at skifte perspektiv og tillade et alternativ. Vi bliver nødt til at konfrontere og udfordre det faktum, at en drivende faktor i en kvindes velbefindende er hendes udseende. Som det er nu, har nogle kvinder større udfordringer psykisk pga. udseende end de har fysisk – selvom de har eller har haft kræft. Vi bliver nødt til at starte med selvtilliden og sige “du er god nok, uanset hvordan du ser ud. Du er ikke nødt til at lave om på dig selv for at have det godt med dig selv.” Lige nu er det sådan for flertallet, at de fysiske gener ved en rekonstruktion er en mindre udfordring end den mentale skade, en kvinde lider, hvis hun ikke har to bryster. Desuden er der en andel af kvinder, der af forskellige helbredsmæssige årsager ikke kan få rekonstrueret sit bryst, som lider enormt under forestillingen af, at en kvinde altid har to bryster.

Jeg respekterer absolut hvert enkelte individs frie valg. Men hvis man får rekonstruktion, fordi man er bange for, at man ikke kan gå på stranden mere, eller fordi man ikke vil ses uden bryster, så virker det ikke som et reelt valg. Man er lige så meget kvinde uden bryster som med bryster, men sådan føles det ikke i vores samfund i dag. Bare det faktum at vi bliver nødt til at gentage ordene så tit, tyder på, at der ikke er tilfældet. “Du er lige så meget kvinde nu som før,” siger folk til mig – som om jeg skulle være i tvivl.

Hvad er skønhed, hvem er den til for? Hvis selve det at få en “flad rekonstruktion” slet ikke opfattes som et valg, som tilbydes på lige linje med en silikonerekonstruktion, hvordan kan man så nogensinde se det som noget smukt? Hvordan kan man aktivt vælge noget, der kun fremstår som et fravalg? Hvis sundhedsvæsenet bliver ved at fortælle dig om de psykologiske effekter, som rammer mange, når man ikke får rekonstrueret, så risikerer man at begynde at tro på, at det også vil påvirke en selv.

Brystkræft rammer hver 9. kvinde i Danmark, og delvis eller hel fjernelse af brystet er en realitet for rigtig mange. Det er ikke nogen perifer sygdom, der rammer en lille del af befolkningen. Alligevel ser man stort set aldrig kvinder med et bryst eller uden bryster, fordi kvinder skjuler det med enten rekonstruktioner eller proteser. For de fleste fremstår rekonstruktioner som et simpelt indgreb på højde med at få silikonebryster, men det er det ikke. Vi mangler at vise, at der findes andre muligheder end rekonstruktion og at det er muligt at være glad for sig selv og sin krop alligevel. Det er vigtigt at tale om, hvilke muligheder man har; som det er i dag, sker det først, når man lige har fået en kræftdiagnose. I USA er der en voksende bevægelse, hvor man ikke får lavet rekonstruktioner, der kalder sig “Flat & Fabulous” De deler billeder af sig selv, dels for at styrke selvtilliden, dels for at de, der skal opereres, har noget at tale med deres læge om ift. hvilket resultat, der ønskes. Jeg håber, at vi også her i Danmark kan få en sund debat omkring, hvilke muligheder der er for kvinder, der skal have deres bryst fjernet. Og at man inden for sundhedsvæsenet tænker flad rekonstruktion som et tilbud på lige fod med øvrige rekonstruktioner.